Tankemønstre fra en svunden tid

Den tyske filosof Martin Heidegger kaldte dette for Geworfenheit — kastethed. Vi er alle kastet ind i en verden, vi ikke selv har valgt: en familie, en kultur, et historisk øjeblik, et sæt af grundlæggende antagelser om hvad der er sandt, hvad der er farligt, og hvad der kræves af os for at være acceptable. Men disse antagelser er hverken neutrale eller objektive. De er overleverede, fra en svunden tid, i en kontekst der for længst er ophørt med at eksistere.

Problemet er, at de stadig kører.

De kører i det øjeblik din chef afbryder dig i et møde, og du mærker den velkendte sammentrækning i brystet, den du lærte som barn, da det var farligt at sige fra. De kører, når du igen siger ja til noget, du burde have sagt nej til, fordi du engang lærte, at din værdi afhang af din tilgængelighed. De kører i den indre stemme, der kommenterer dine fejl med en præcision og hårdhed, som ingen ekstern kritiker ville tillade, fordi den stemme er så gammel og så velindøvet, at du for længst har holdt op med at høre den som en stemme. Dine mønstre er blevet din virkelighed. Du tror, stemmen er dig.

Men stemmen er ikke dig. Den er produktet af et overleverede tankemønstre, små traumer opstået i frygtsomme situationer, mindre brændtheder fra konfliktfyldte begivenheder fra barndommen.

Heidegger var ikke interesseret i kastetheden som en klagemur. Han var interesseret i, hvad vi gør med den. Hans skelnen mellem autenticitet og inautenticitet handler om, at de fleste mennesker lever størstedelen af deres liv i det, han kaldte das Man, det upersonlige man. Man gør sådan her. Man reagerer sådan her. Man forventer det af sig selv. Ikke fordi man har valgt det, men fordi man aldrig har stoppet op og spurgt om man ville vælge det, hvis man faktisk valgte.

Heidegger er med sin kastethed arvtager af det Kierkegaardske mulighedernes fortvivlelse beskrevet i Enten - Eller. Man kan vælge det ene eller det andet, men man får det ikke gjort, og dermed ikke reddet sig selv. Fortvivlelse og kastethed er store ord når vi snakker om coaching, og ikke noget jeg vil udsætte dig for direkte. Men bevidstheden om at vi som mennesker må forstå os selv i tilblivelsen, i processen, i overgange er essentiel, og faktisk hele grundlaget for coaching: overbevisningen om at vi kan forbedre os.

Et coachingforløb er i den forstand en invitation til autenticitet. Ikke forstået som selvrealisering i den lidt for lette forstand, som ordet sommetider bruges i. Men i Heideggers langt mere krævende forstand: at overtage sin kastethed bevidst. At se de mønstre man er blevet til, og beslutte hvad man vil gøre med dem, som et menneske der nu ved hvad det bærer på. Kastethed er ikke en undskyldning. Det er et udgangspunkt.

Hvorfor spørger vi — men hvordan frigør os

Der er en fælde i selverkendelsens projekt, som de fleste falder i, og som et godt coachingforløb hjælper dig ud af. Fælden hedder hvorfor.

Hvorfor reagerer jeg sådan? Hvorfor kan jeg ikke slippe det? Hvorfor gør folk mig så vred? Hvorfor er et spørgsmål, der søger forklaring, og vi mennesker elsker forklaringer. Vi elsker logisk sammenhæng. Den følelsesmæssige ladning vi bærer på, er næsten altid bundet op på et hvorfor, som vi engang konstruerede for at forstå verden. Og konstruktionen virker. Den giver ro. Den giver mening. Den giver os en fortælling om os selv, som vi kan leve med.

Problemet er, at fortællingen kan blive et fængsel.

Når vi bliver ved med at spørge hvorfor, graver vi os dybere ned i historien om os selv. Vi bliver arkæologer i vores eget indre, og selvom arkæologi er en ædelmodigt forehavende, så bygger arkæologen ikke noget nyt, hvilket er et af coachingens formål. Arkæologen afdækker det, der allerede er, afslører hvilke tilstande vi engang befandt os i, hvilke miljøer der omgav os. Hvorfor giver os adgang til fortiden, og det er vigtigt på vores coachings eksploratoriske rejse. Omendskønt, hvorfor giver os sjældent adgang til fremtiden.

Du kan sagtens forstå, at din tendens til at undgå konflikter stammer fra et hjem, hvor konflikter var farlige, og stadig undgå konflikter resten af livet. Du kan forstå at din perfektionisme er et overleveret forsvarsskjold fra en barndom, hvor fejl havde konsekvenser, men stadigvæk kan du ikke lade være med at tjekke rapporten... bare en sidste gang. Bagudskuende forståelse giver mening, men ikke nødvendigvis forandring. Sommetider giver den endda den modsatte effekt: nu har du en god forklaring på, hvorfor du er som du er, og forklaringen bliver en tilladelse til at fortsætte. Endelig fik jeg min diagnose, så nu kan jeg legitimt identificere mig med, at jeg gør, som jeg gør. Hmm...

Hvad der frigør er hvordan.

Hvordan er et fundamentalt anderledes spørgsmål. Det vender ikke blikket mod fortiden — det vender sig mod det næste øjeblik. Hvordan reagerer jeg i dette øjeblik? Hvordan mærker jeg det i kroppen, inden tankerne når at formulere det? Hvordan ser en anden respons ud — ikke i teorien, men konkret, her, nu, i denne samtale, i dette møde, med dette menneske?

Hvordan forudsætter intet. Det forudsætter ikke at din fortid var anderledes. Hvordan accepterer kastetheden, spidsborgerens tomhed og linedanserfaldet, og spørger dig hvad du vil gøre med dit liv fra dette punkt. Det er forskellen på at forstå sit fængsel og at finde døren.

Der er også noget ydmygt i hvordan-spørgsmålet, som hvorfor ikke har. Hvorfor søger den endelige forklaring, den kausale kæde der gør det hele forståeligt. Hvordan søger ikke forklaring, men derimod bevægelse. Hvordan er mindre interesseret i at have ret om sig selv, end i at kunne gøre noget andet. Og i praksis er det den egenskab der adskiller de mennesker, der udvikler sig fra dem, der blot forstår sig selv bedre og bedre... uden at flytte sig.

Heidegger selv formulerede det sådan i Væren og Tid: "De finder sig selv i deres kastethed, hvad enten de eksplicit gør det eller ej." Pointen er at kastetheden er der uanset om du ser den eller ej. Men det at se den, og dernæst spørge hvordan frem for hvorfor, er forskellen på at være sit livs vidne og at være sit livs forfatter.

Selverkendelse er ikke et mål — det er en retning

I coachingen møder jeg ofte mennesker, der kommer med en præcis forestilling om, hvad de mangler. De vil have et svar. En løsning. En kortere vej fra A til B. Og det er forståeligt. Vi lever i en kultur der belønner destination frem for rejse, resultat frem for proces, ankomsthallen frem for selve flyvningen.

Men selverkendelse fungerer ikke sådan.

Selverkendelse er ikke en tilstand, du opnår. Det er ikke et punkt på kortet, hvor du ankommer og planter et flag. Det er en retning, du vælger at bevæge dig i, vedvarende, med stigende præcision, og aldrig med den endelige ro, at tingene nu er på plads. Den græske opfordring gnōthi seautón — kend dig selv — var ikke en instruktion om at løse et problem en gang for alle. Det var en invitation til et livsprojekt. Lad os honorere dette uden at coachingsessionerne bliver til endeløst navlepilleri. Tværtimod.

Et coachingforløb er præcis det modsatte af navel-gazing, fordi det hele tiden trækker selverkendelsen i retning af handling. Hvad gør du med det, du ser? Hvad ændrer sig i din adfærd, dine valg, dine relationer? Selverkendelse uden konsekvens bærer dig mod tilværelsens ulidelige lethed. Selverkendelse med konsekvens er udvikling.

I coachingen vil folk helst tale om andre mennesker. Det er næsten en naturlov. Min chef der ikke anerkender mig. Min kollega der overtager mine ideer. Min partner der ikke forstår mig. Og jeg lytter, for de andre mennesker i historien er virkelige, og deres adfærd har konsekvenser. Men på et tidspunkt i hvert coachingforløb stiller jeg velvalgte versioner af det samme spørgsmål: hvad har du magt over i denne situation?

Svaret er altid det samme. Dig selv.

Ikke fordi de andre ikke har et ansvar. Ikke fordi verden er retfærdig og alt er dit eget valg. Men fordi det eneste sted forandring kan begynde — det eneste sted du overhovedet har et greb — er i din egen reaktion, din egen fortolkning, din egen næste handling. Alt andet er ønsketænkning forklædt som analyse.

Det er her selverkendelse og handling mødes. Du forstår et mønster i dig selv for at kunne gøre noget andet næste gang mønsteret aktiveres. Du opdager en antagelse, som du bærer om andre mennesker, ikke for at beundre antagelsen og tage en selfie, men for at undersøge om den er sand, og om du vil fortsætte med at handle ud fra den.

Selverkendelse er i den forstand ikke rejsens mål. Det er det brændstof, der gør bevægelsen mulig.

Hvad et coachingforløb faktisk gør

Et coachingforløb med Ambitious Teams er noget ganske særligt, for jeg har siden 2003 været vant til at bringe folk videre i deres processer. Det er en nærværende og fortrolig samtaleproces, hvor vi i arkæologieksploratorisk stil undersøger de mønstre, der holder dig fast, hvorefter vi i samme ombæring arbejder målrettet med at ændre dem. Vi bevæger os således ubesværet mellem dit personlige hvorfor og dit personlige hvordan.

Det foregår i praksis sådan her:

Vi kortlægger dine overleverede tankemønstre, dine dybtsiddende overbevisninger og dine rodfæstede antagelser inden for det tema, som du gerne vil udfolde og have indsigt i. De fleste antagelser vi bærer er usynlige for os selv, præcis fordi de er så grundlæggende, at de føles som fakta. Som tyngdekraften. Som vejret.

Jeg ser det som et af coachingforløbets vigtigste bidrag at gøre det usynlige synligt, ikke som en anklage eller et hovent heureka, men som en værdifuld observation. Her er et grundlæggende mønster, der forårsager andre uhensigtsmæssige vaner. Her er en mystisk antagelse, en stykke tidlig kodning, som hele tiden bevæger dig i en særlig retning. Er den sand? Tjener den dig stadig godt, eller er den et levn fra en svunden tid, som vi kan støve af og udstille i en glasmontre, og således indkapsle som en overstået del af din tilblivelseshistorie.

Vi undersøger også, hvordan du taler til dig selv. Den indre stemme er for mange det hårdeste og mest ubarmhjertige element i deres liv, og den mest oversete. Den kommenterer, vurderer og dømmer med en hastighed og en sikkerhed, som ingen ekstern kritiker ville tillade sig. I coachingforløbet lærer du at høre stemmen som en stemme, ikke som en sandhed. Det er ikke det samme som at tie den ihjel. Det er at lære, hvad den egentlig siger, og hvorfra den taler.

Vi arbejder med dine reaktioner, ikke andres adfærd. Det lyder enkelt. Det er det ikke. At flytte fokus fra hvad andre gør til, hvordan du responderer, er en af de mest krævende og mest frigørende bevægelser et menneske kan foretage. Det kræver at du er villig til at se dig selv i øjnene uden at gøre det til en dom. Det kræver præcis den kombination af ærlighed og selvmedfølelse som et godt coachingforløb træner.

Vi bevæger os fra A til B. Ikke som et spring, men som en afdækkende, blottende og styrkende proces med retning. Coachingforløbet er ikke designet til at give dig indsigt, der fordamper efter en uge. Det er designet til at skabe reel og varig forandring i den måde du reagerer på, kommunikerer og vælger. Fra det sted du er kastet ind i, til det sted du vælger at gå hen.

Book et coachingforløb

Lad os tage en nærværende snak. Jeg er nysgerrig på hvor du er, hvad du bærer på, og om et coachingforløb er det rigtige redskab for dig til at komme videre. Nogle gange er svaret noget andet. Det vil jeg også fortælle dig. Der skal også være kemi mellem os, for du lærer trods alt mere, når du har tiltro til din coachs kompetencer.

Jeg har siden 2003 arbejdet med mennesker i udvikling, ledere, specialister, mennesker i overgange og mennesker der er kørt fast i mønstre de ikke selv kan se. Jeg ved, hvornår coaching virker. Og jeg ved hvornår der er brug for noget andet. Det er også derfor, at jeg designer en coachingbog specielt til dig med personspecifikke dilemmaer, opgaver og læringsudfordringer.

Du vælger ikke de tankemønstre, som du er bærer af. Men du kan vælge, hvad du gør med dem herfra. Lige meget hvad du har af udfordringer, så er du i trygge hænder med Ambitious Teams. Og husk, jeg leverer garanteret effekt på løsningen. No cure, no pay. Hvem andre tør at lægge sin identitet på dette skafot?